Fremtidens Marina – Midt i Danmark
I årene 2025-2027 opgraderes Kerteminde Marina gennem tre udviklingsprojekter, som skal styrke turisme, erhverv og foreningsliv:
1. Vinteropbevaringspladsen omdannes til en multifunktionel plads, der med flytbare elementer optimerer udnyttelsen året rundt.
2. Bro 3, 4 og 5 forlænges og gøres til flydebroer med henblik på at frigøre andre pladser i havnen.
3. Rådgivning af havnepromenaden vil sikre en attraktiv promenade, sikre bedre klimatilpassede havnearealer, og at havnen og byen bindes bedre sammen.
Projekterne er støttet af EU.
Støtte-midler:
9,2 mio kr. i EU-regionalfondstilskud
samt 6,2 mio kr. i erhvervsfremmetilskud
De tre projekter
01 FLYDEBROER
Bro 3, 4 og 5 forlænges og udskiftes til flydebroer. Antallet af bådpladser øges, og størrelsen tilpasses nutidige og fremtidige bådstørrelser. Det øgede antal pladser giver mulighed for at frigøre pladser andre steder i marinaen til aktiviteter for borgere og turister uden båd.
02 MULTIFUNKTIONEL PLADS
Vinteropbevaringspladsen opgraderes med fast belægning og fleksibel indretning, så den kan bruges året rundt. Om vinteren til bådopbevaring, og om sommeren til parkering og forskellige arrangementer og events.
03 PLAN FOR PROMENADE OG SAMMENHÆNG MED BY
Der laves en plan for promenaden ved Kerteminde Marina. Planen skal gøre området mere attraktivt for besøgende og skabe bedre forbindelse til Kerteminde midtby, gennem inventar, information til gæster, lettere adgang til vandet og diskrete løsninger, der beskytter mod højvande.
Pressemeddelelse fra Erhvervsfremmebestyrelsen 15. november 2024
82 mio. kr. skal løfte fem turismeområder og tiltrække nye investeringer
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter fem turismeprojekter på tværs af landet med stor betydning for vækst og beskæftigelse i hele Danmark. Projekterne skal via ny og forbedret fysisk infrastruktur tiltrække nye private investeringer.
Den nye nationale turismestrategi ”Veje til bæredygtig turismevækst” peger på, at flere steder inden for særligt kyst- og naturturismen er udfordret af mangel på investeringer, fx i overnatningskapacitet. Med i alt 82 mio. kr. støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu fem projekter, der med en markant investering i turismeinfrastruktur og områdefornyelse skal bidrage til at tiltrække nye private investeringer.Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, bifalder den kommende investering i turismeinfrastruktur. Han udtaler:
”Regeringen har netop præsenteret en ny turismestrategi, som hæver ambitionerne for dansk turisme, så hele Danmark får størst mulig gavn af den vækst og de arbejdspladser, som turismen skaber. Men vi har særligt brug for private investeringer uden for de store byer, så lokale turistdestinationer kan udvikle sig endnu bedre i fremtiden. Derfor er det afgørende, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu kan give et millionløft til flere projekter på tværs af landet.”
De støttede projekter i Hvide Sande, Ebeltoft, Kerteminde, Gedser og Klintholm skal f.eks. etablere faciliteter og anlæg som autocamperpladser, havnebad, svingbro, aktivitets- og facilitetsbygninger, havnebroer, solnedgangsplatform, legepladser, promenader samt rekreative forbindelser, byrum og opholdspladser. Alle projekter omfatter desuden klimasikringsinitiativer.Fælles for projekterne er, at de tager afsæt i strategisk planlægning og vil bidrage til både økonomisk og social bæredygtighed gennem forventninger om tiltrækning af nye private investeringer til gavn for lokal udvikling og beskæftigelse.Dorte Krak, administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group A/S og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, udtaler:
“Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse giver for anden gang tilskud til etablering af turismeinfrastruktur, og vi forventer, at vi med midlerne til de udvalgte projekter for alvor får sat skub i de private investeringer via fysisk udvikling af lokale turismeområder i hele landet. For bestyrelsen er indsatsen vigtig, og det ligger os stærkt på sinde, at disse midler kommer til at gøre en forskel i de områder, hvor der er et uforløst udviklingspotentiale.”
Læs den fulde artikel: https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/82-mio-kr-skal-loefte-fem-turismeomraader-og-tiltraekke-nye-investeringer