Kerteminde havnekvarter

Byggeprojekter på Marinaen

Kerteminde Marina er i disse år ved at blive udviklet og moderniseret. Det indebærer bl.a., at lystbådehavnen udbygges, så den i fremtiden bedre vil kunne følge med den øgede efterspørgsel på flere og større bådpladser. Samtidig vil området i højere grad blive bundet sammen med bymidten og fremover indbyde endnu mere til kulturliv, beboelse, rekreation og erhvervsliv.

Derfor vil der være flere nye projekter i gang omkring havn og marina de næste par år:

Udvidelse af marinaen

Byen vil på sigt få en ny en promenade på næsten 1 km, der skal forbinde by, havn, marina og bugten. Som led i dette arbejde, vil stenmolen på Nordre Havnekaj først blive forhøjet og forlænget ud til sydenden af den nuværende yderste mole ’Bananen’. På den måde gøre havnen både mere sikker, såvel som udvidelsen vil tilføre omkring 40 nye, større bådpladser til gavn for fastliggere såvel som gæstesejlere.

I samme ombæring påbegyndes en udskiftning til flydebroer i marinaen.

 

Byhuse på Nordre Havnekaj

På den gamle industrigrund ud til byens marina og havneindløbet opføres et nyt og enestående havnekvarter med ejer- og lejeboliger. Kerteminde er kendt for sine gamle byhuse med røde tage og de snævre, brostensbelagte gader, og boligerne opføres som en moderne fortolkning af de originale byhuse med respekt for denne kulturarv og byggestil.

Ny detailbutik

I løbet af 2022-2023 anlægger Netto en ny butik på den nuværende sydvestlige del af vinterpladsen.

 

Ny forbindelsesvej mellem by og havn

Der anlægges en ny vej, Tværmolevej, der vil gå fra Hindsholmvej ned til den eksisterende Marinavej. Vejen vil skabe bedre forbindelse fra bymidten til det aktive maritime, kulturelle og rekreative liv ved marinaen.

 

Byens busterminal flyttes

I forbindelse med byfornyelsen flytter busterminalen med tættere på marinaen. Den flytter til området nord for Grønlandsgade og vest for Marinavejen, lige op ad det vestlige skel ved Egemose Marinecenter. Busterminalen får en central beliggenhed, der forbinder den gamle og nye del af købstaden.

Forventet opstart i 2023.

Projekterne er en del af havneudviklingsplanen ”Havneudvikling Kerteminde”, der blev vedtaget af et bredt flertal i byrådet d. 20. december 2018. For mere information og visualisering af planerne, se:

Kort over byggeprojekter

På kortet herunder kan du se, hvilke områder der påvirkes af igangværende og kommende projekter. Gule områder påvirkes nu, mens orange områder påvirkes i løbet af de kommende år.